Klik her for at læse raceportræt af Shih TzuEn Shih Tzu er en lille selskabshund og hører ind under gruppen af Tibetanske racer.
Der er forskellige teorier om oprindelsen af racen, men man mener, at racen stammer fra en krydsning mellem Pekingeser og Lhasa Apso.
Kælenavnene til Shih Tzu er mange: "Løvehund", "Den lille lykkebringer", "Chrysantemum hund" og "Dødsdragehund", blot for at nævne nogle.
Det er en lille hund med en kort snude med et lille underbid (tangbid er tilladt iflg. racestandarden) og store mørke øjne. Den har en lang blød dobbelt pels. Idealvægten er på 4,5 - 7,3 kg og max. 26,7 cm på manken.
En Shih Tzu har hængeører, som er dækket med lang pels, og den lange pels på kroppen når på en voksen Shih Tzu til gulvet. Halen bæres glad hen over ryggen. Pelsen kan have alle farver, dog er hvid pandeblis og hvid halespids ofte ønskelig. Racen er en smule længere end høj og fører sig frem med en udpræget arrogant attitude.
Den lange silkebløde blanke pels kræver daglig børstning for at undgå sammenfiltring. På grund af den lange hurtigvoksende pels er regelmæssig pelspleje nødvendigt. Mange vælger at klippe pelsen kort i en "hvalpeklip" / "bamseklip" for at forenkle plejen.
En Shih Tzu er en venlig og glad lille hund, der forventer at være en del af familien. Den er lærenem og intelligent. Det er ikke en hund, der lader sig kue. Den lærer bedst ved kærlighed, forståelse og gennem hverdagslivet med sin familie, der betyder alt for den. Den elsker leg, træning og udfordringer.
Racen er god til børnefamilier og sammen med andre husdyr. Den trives fortrinligt i en lejlighed, da den ikke kræver meget motion.
Shih Tzu-gruppen i KSS har en også en ekstra hjemmeside: www.shihtzudanmark.dk